10.000 timers reglen – hype eller evidens?

”Hårdt arbejde spiser talent til morgenmad”, ”80 % af succes er vilje” osv. Slogans som disse florerer overalt, især på LinkedIn. Men er de sande? Det spørgsmål er emnet for denne artikel.

Nedenfor dykker vi ned i fænomenet Deliberate Practice, defineret som ”Fokuserede, specifikke træningsaktiviteter specifikt designet for at forbedre performance inden for et domæne med hjælp fra en træner/underviser[1].” I nyere studier bliver der gerne tilføjet, at Deliberate Practice ikke nødvendigvis er ret sjovt (fx Duckworth, Kirby, Tsukayama, Berstein, & Ericsson, 2011). Først kigger vi på hvor ideen med Deliberate Practice kommer fra. Dernæst dykker vi ned i hvad kritikerne siger om Deliberate Practice med udgangspunkt i 6 specifikke punkter. Derefter vil jeg stille spørgsmål ved, hvorvidt Deliberate Practice overhovedet er relevant i erhvervslivet, inden jeg vil forsøge at samle trådene i konklusionen.

Uden at foregribe konklusionen alt for meget kan jeg allerede nu afsløre at performance, ikke overraskende, er lidt mere komplekst end et meme med Sir Alex Ferguson, eller ”10.000 timers reglen”.

Hvor kommer ideen fra?

Skal store bedrifter tilskrives iboende træk eller er det et spørgsmål om hårdt arbejde? Dette spørgsmål har rødder langt tilbage i filosofien (Ruthsatz, Ruthsatz, & Stephens, 2014). Deliberate Practice hypotesen siger man træner sig til excellence og læner sig op ad et meritokratisk ideal. Mantraet her er, at det skal være de bedste, der skal nå til tops og at Deliberate Practice er forudgående for at være den bedste.

I den psykologiske forskning er ”øvelse gør mester” mantraet ikke nyt; det kan spores i hvert fald tilbage til Bryan og Harter studiet af telegrafister fra slutningen af 1800-tallet (Bryan & Harter, 1899). Det store gennembrud kom dog med særdeles vigtig artikel fra det videnskabelige tidsskrift Psychological Review publiceret af den svenske psykolog Anders Ericsson og hans kollegaer Ralf Krampe og Clemens Tesch-Römer i 1993 (Ericsson, Krampe, & Tesch-Römer, 1993). Studiet indeholder to separate studier: Ét der undersøger en stikprøve af violinister fra et musikakademi i Berlin, samt ét der undersøger en stikprøve af professionelle og amatør-pianister. Forskerne finder frem til at de allerbedste violinister og de professionelle pianister laver signifikant mere Deliberate Practice end de mindre gode violonister og amatørpianisterne.

Den allerbedste gruppe havde i gennemsnit leveret omkring 10.000 timers Deliberate Practice, over en periode på minimum 10 år. Netop dette gav anledning til Malcolm Gladwell bestseller ”Outliers” hvori han, baseret på Ericsson studiet, konkluderer, at det tager 10.000 at blive ekspert inden for et domæne.

Grundtesen i Deliberate Practices er altså at individuelle forskelle ikke er vigtige, så længe man arbejder hårdt, rigtigt, og længe nok. Det er altså i sidste ende din indsats alene, der er afgørende for det resultat du opnår – et meritrokratisk ideal jeg blankt skal erkende at have været tilhænger af, inden jeg satte mig ind i forskningen.

Hvad taler i mod?

Deliberate Practice hypotesen står som nævnt i kontrast til teorien, om at individuelle forskelle i talent spiller en væsentlig rolle for, hvilket niveau et individ kan opnå inden for et domæne. Sidstnævnte står på et ret solidt evidensgrundlag som Ackerman (Ackerman, 2014a, p. 104)siger det ”there is ample evidence from over 100 years of research supporting the conclusion that abilities are significantly related to individual differences in attainment of expert performance.” Notér at Ackerman altså ikke hævder at talent er hele forklaringen; blot at det spiller en væsentlig rolle.

Nedenfor vil jeg gennemgå en række punkter, der modsiger Deliberate Practice hypotesen, eller snarere påpeger at Deliberate Practice ikke i sig selv er nok.

1) En simpel observation – Mange verdensklasse-performere har ikke trænet deres domæne ret meget

Kigger man på top-performere inden for forskellige discipliner, ser man hurtigt, at en del af dem ikke behøvede ret meget træning for at nå deres niveau. Skakspilleren Magnus Carlsen har fx trænet signifikant mindre end sine konkurrenter, og han har udtalt, at han træner på den måde han synes er sjovest (Gobet & Ereku, 2014). Begge dele strider direkte mod Deliberate Practice hypotesen. Musik-virtuosen Mark O’Conner vandt som 13-årig den åbne klasse (professionelle og amatører i alle aldre) i en af de mest prestigefyldte violinkonkurrencer i USA. Han fik sin første violinundervisning som 11-årig. Samme år vandt han i øvrigt en lige så prestigefyldt konkurrence i guitar.

Inden for sportens verden er der også mange eksempler. Den berømte Donald Thomas blev verdensmester i højdespring efter 8 måneders træning, mens Helen Glover vandt VM-sølv i roning efter to års træning (Ackerman, 2014b). Lombardo og Deaner (2014) viste olympiske sprintere opnåede verdensklasse i sprint indenfor 3-7 år, og at de, allerede da de startede, var hurtigere end de fleste. Selv i en mindre skala er der lignende eksempler. Janick Klausen klarede 2 meter i højdespring (hvilket er en sjældenhed) med blot to års træning. Jeg satte selv en danmarksrekord i dødløft efter blot 4 års reel træning. Og jeg kunne blive ved.

 

Derfor er det altså lodret forkert, når Ericsson og kollegaer (Ericsson, Prietula, & Cokely, 2007, p. 118) i Harvard Business Review postulerer at ”Even the most gifted performers need a minimum of ten years of intense practice”.

2) Nye meta-analyser kan kun påvise en lille effekt

Punktet ovenfor er en kende anekdotisk funderet, så derfor må vi hellere kigge lidt ind i den hårde videnskab, og det gør vi med et par meta-analyser. Meta-analyser er analyser, hvor man samler alle de studier, der er lavet inden for et domæne i en stor analyse. I løbet af de seneste år er der blevet lavet en del af disse på Deliberate Practice, og det ser umiddelbart ikke lovende ud.

Hambrick og kollegaer (2014)lavede en meta-analyse af Deliberate Practice studier på skakspillere og musikere, og viser at Deliberate Practice kan forklare ca. 1/3 af variansen i performance inden for de to domæner. En anden meta-analyse fra samme år (Macnamara, Hambrick, & Oswald, 2014) viste følgende sammenhænge mellem Deliberate Practice og Performance:

– Skak: 26 %

– Musik: 21 %

– Sport: 18 %

– Uddannelse: 4 %

– Professioner: ca. 1 %

Det vil altså sige at kun ¼ af variansen af performance i skak kan forklares af Deliberate Practice, og det er her effekten er størst. I professioner er Deliberate Practice (hvordan det end måtte se ud) stort set ligegyldigt.

Et nyere studie (Macnamara, Moreau, & Hambrick, 2016) kiggede udelukkende på sport og fandt at 18 % af variansen i performance kunne forklares af Deliberate Practice, Men kigger man udelukkende på atleter på absolut elite-niveau, kan Deliberate Practice kun forklare 1 % af variansen.

Igen må konklusionen være, at Deliberate Practice ikke i sig selv er nok til at nå et højt niveau.

3) Det moralske aspekt

Som nævnt ovenfor er Deliberate Practice forbundet med en stærk moralsk dimension. Dette er problematisk når en del studier bruger self-reports som data-grundlag, fx ”hvor mange timer om ugen træner du?”. Pga. af det social desirability bias (Edwards, 1953), vil man derfor forvente at se top-performere overvurdere, hvor meget og hvor hårdt de træner. ”Jeg klarede det fordi jeg trænede hårdere end de andre” er således en langt mere attraktiv selv-fortælling end ”Jeg var heldig” eller ”Det falder mig bare nemt at gøre x”. Medmindre man kontrollerer, hvor meget og ikke mindst hvordan en top-performer har trænet, så er det altså selvfortællingen man finder frem til i sine undersøgelser. Havde du spurgt mig om, hvordan jeg opnåede en danmarksrekord, ville jeg helt bestemt have svaret, at jeg trænede hårdere end de andre.

Der er desuden en ganske uheldig bagside af Deliberate Practice hypotesen, som kobler sig på det moralske aspekt. Hvis hypotesen holder, må det betyde at de, der ikke når toppen (og det er den overvejende størstedel), enten ikke har trænet nok, ikke har trænet rigtigt, eller ikke har haft hjertet med og ikke har haft motivationen. Manglende talent er jo bare en dårlig undskyldning…

4) Retrospektive data ignorer self-selection og cuts on talent

Et meget væsentligt problem med det data, som meget Deliberate Practice litteraturen bygger på, er, at det er retrospektivt – altså, man finder en gruppe top-performere (fx violinister på et musikakademi) og spørger dem om, hvor meget og hvordan de træner. Dette er åbenlyst ikke hensigtsmæssigt, da det ignorer den (self-)selection proces, som har gået forud for, at de er kommet ind på et musikakademi i første omgang. I denne proces vil ikke-talentfulde individer simpelthen fravælge sig selv eller blive fravalgt, fordi de ikke er gode nok, og derfor vil de ikke blive en del af studiet. Jeg har bestemt ikke noget violin-talent, derfor ville jeg aldrig søge ind på konservatoriets violinlinje. Man derfor ikke uden videre ekstrapolere fra en elite-gruppe til os andre dødelige.

Detterman og kollegaer (1998)illustrerer problemet godt med følgende eksempel. Hvis jeg sammenholdt højde med antal point scoret i NBA, ville jeg nå den konklusion at højde ikke spiller nogen væsentlig rolle for NBA-spilleres evne til at lave point. Dette er åbenlyst forkert. Højde er en meget væsentlig komponent for at klare cuttet og komme ind i NBA til at starte med. Det, man gør i de flest Deliberate Practice studier, er altså praktisk talt at kontrollerefor talent, idet man undersøger folk, der helt åbenlyst har det.

5) Forskellige individer vil opleve forskelligt marginal-afkast på deres træning inden for forskellige domæner

Forskellige mennesker får ikke det samme udbytte af den samme træning (”interindividual differences in intraindividual change” jf. Ackerman, 2014). Derfor er der god grund til at betvivle 10.000 timers reglen. Et godt eksempel herpå finder vi i et studie af skakspillere af Gobet og Campitelli (2007). Det gennemsnitlige antal træningstimer for at nå top-niveau var omkring 11.000 timer, men gennemsnit uden skelen til varians kan som bekendt være misvisende. Derfor påpeger forskerne også, at der er en kæmpe spredning i, hvor mange timers øvelse deltagere havde brugt – de hurtigste havde nået deres top-performer niveau med ca. 3.000 timers træning, mens de langsomste brugte op mod 23.600 timer – det er næsten 8 gange så meget træning.

Individer har altså forskellige læringskurver inden for forskellige domæner. Jeg investerede langt flere timer i min bænkpres end jeg gjorde i min dødløft (Styrkeløft består af 3 discipliner: squat, bænkpres og dødløft). Alligevel forblev min bænkpres elendig, mens min dødløft var blandt de bedste i landet.

Læg dertil at marginal afkastet per på-hinanden-følgende-træningstime ikke er det samme. Tværtimod. Træner du akkorder på din guitar 8 timer i streg, er afkastet af den første og anden time med meget stor sandsynlighed væsentligt højere end af den syvende og ottende time. I fysisk krævende aktiviteter vil for høj træningsdensitet øge risikoen for skader. Dette understreger (igen), hvor fjollet 10.000 timers reglen er. Denne point er mere rettet mod Gladwell end Ericsson, idet Ericsson anerkender, at man kun kan lave Deliberate Practice i kortere tid af gangen (Ericsson et al., 1993, p. 369)

6) Gener og mange andre ting er også vigtige:

Uanset hvad Deliberate Practice tilhængerne måtte mene, så er gener utvivlsomt vigtige, når det gælder performance i sport (Georgiades, Klissouras, Baulch, Wang, & Pitsiladis, 2017; Tucker & Collins, 2012). Højde, anthropometriske mål, muskelfibertypesammensætning osv. har en afgørende betydning for sport og kan kun i mindre omfang modificeres med træning (Lopez-Leon, Tuvblad, & Forero, 2016). Man bliver ganske enkelt aldrig en rigtig god vægtløfter, hvis man er 2,1 meter høj, og man bliver heller aldrig en rigtig god baskeballspiller, hvis man er 1,60. Men nyere forskning har vist, at der også er en væsentlig genetisk komponent i at blive rigtig god til at læse (Plomin et al. 2014) og spille musik (D. Z. Hambrick & Tucker-Drob, 2015; Tan, McPherson, Peretz, Berkovic, & Wilson, 2014). Så gener har altså også en beviselig effekt uden for sportens verden. Og gener er ikke rigtig noget, man kan træne sig til.

Ud over gener er der også en række variabler, som kan forudsige performance i varierende grad, fx ved vi fra fodboldens verden, at det har det en signifikant effekt, hvornår på året du er født – jo tidligere jo bedre chance for at komme på talentprogrammer (Mujika et al., 2009).

Hvis vi antager, at livsindtjening er en fornuftig proxy for performance på arbejdsmarkedet, bliver billedet endnu mere broget. Fx ved vi, at man tjener mere, hvis man er attraktiv (Judge, Hurst, & Simon, 2009), eller meget ikke-attraktiv (Kanazawa & Still, 2017). Det samme gælder for at være mentalt skarp (Fletcher, 2009; Judge et al., 2009; Lin, Lutter, & Ruhm, 2018; Schmidt & Hunter, 2004)og høj (Tyrrell et al., 2016).

Disse variabler har man kun meget ringe indflydelse på, hvis nogen overhovedet, og der er god evidens for, at de altså har en effekt på performance i forskellige domæner i den brede befolkning.

Et væsentligt problem i diskussionen: ekspertisedomænets karakter

Det er ikke uproblematisk at ekstrapolere fra et domæne til andet, og dette er i min optik det største problem med Deliberate Practice hypotesen – den bliver ukritisk overført til erhvervslivet selvom præmisserne er forskellige. Der er tre sider af denne problemstilling.

  1. Kompleksiteten i forskellige domæner

Kan man ekstrapolere fra violinister (fx Ericsson et al., 1993), dartspillere (Duffy, Baluch, & Ericsson, 2004), stavekonkurrencevindere (Duckworth et al., 2011), og skakspillere (Charness, Tuffiash, Krampe, Reingold, & Vasyukova, 2005)til eksempelvis HR-medarbejdere, mellemledere og management konsulenter? Macnamara meta-analysen (Macnamara et al., 2014)ovenfor siger umiddelbart nej, idet Deliberate Practice er en næsten ubetydelig predictor for succes i professioner. Og det giver egentlig god nok mening. Violin, dart, stavning og skak har alle karakter af et håndværk, hvor perfektion i det opnåede resultat er definerbart på forhånd. Ligeså kan graden af perfektion evalueres på et relativt objektivt grundlag. Modsat kan man ikke på samme måde klarlægge, hvordan den perfekte mellemleder ser ud; det vil i al væsentlighed være situationsbestemt. Derudover opstår der et væsentlig problem i forhold til, hvordan vi måler lederes performance. Spørger man medarbejdere, får man blot subjektive vurderinger på forskellige grundlag. Bruger man eksempelvis salgsdata, skal man gøre sig meget umage, hvis man vil forsøge at isolere effekten af lederen fra de mange confoundere.

  1. Er performance individuel eller team-baseret?

Skak, violin, og størstedelen af de sportsgrene, der bruges i Deliberate Practice studierne, er i et vidt omfang individuelle aktiviteter. Det vil sige, at man kan blive rigtig god alene. På arbejdspladsen er ens performance i meget væsentlig grad bundet op på andre menneskers performance, og ens evne til at indgå i interpersonelle relationer er derfor overordentlig vigtig. I erhvervslivet kan man finde andre individer, som har de talenter, man ikke selv har, og samarbejde med dem. I skak kan man ikke rigtig uddelegere alle træk med tårnet til en anden.

  1. Hvad betyder Deliberate Practice for erhvervslivet overhovedet?

Inden vi dykker ned i det tredje underpunkt, er det relevant at genbesøge den originale Deliberate Practice artikel fra 1993 (Ericsson et al., 1993). Heri laver Ericsson og kollegaer en ganske væsentlig distinktion, som ofte bliver overset, når man ukritisk overfører 10.000 timers reglen til erhvervslivet. De inddeler generel øvelse i tre forskellige kategorier (Ericsson et al., 1993, p. 368):

  1. Work: ”Work includes public performance, competitions, services rendered for pay, and other activities directly motivated by external rewards”
  2. Play: ”Play includes activities that have no explicit goal and that are inherently enjoyable”
  3. Deliberate Practice: ”Deliberate Practice includes activities that have been specifically designed to improve current level of performance”

Det vil altså sige, at hvis man som mellemleder skal lave Deliberate Practice, skal det altså være noget ikke-sjovt man gør uden for arbejdstiden – ellers er det enten ”Play” eller ”Work”. Hvis vi holder fast i Deliberate Practice hypotesen, skal du altså investere minimum 10.000 timers ikke-sjov arbejde i din fritid, for at du kan gøre dig forhåbninger om at blive rigtig god.

I et ganske søgt forsøg på at gøre Deliberate Practice hypotesen relevant i erhvervslivet påpeger Ericsson mf. (Ericsson et al., 2007), at ledere for eksempel kan træne deres karisma ved at tage kurser i præsentationsteknik og øve sig foran spejlet. Lad os antage, at man bruger to timer om dagen 5 dage om ugen på Deliberate Practice i præsentationsteknik. Det giver 10 timer om ugen, eller 500 timer på et år, hvis vi giver vores hypotetiske leder 2 ugers ferie (det har hun/han fortjent). Hvis det tager 10.000 timers Deliberate Practice at blive rigtig god, så skal vores leder altså bruge 20 år (!) på at blive en karismatisk leder. Det er altså ikke et lovende prospekt. Og evnen til at holde præsentationer er endda en meget lille del af ledelse. Jeg er helt overbevist om, at de fleste ledere kan finde noget mere fornuftigt at bruge de ekstra 2 timer om dagen på, deres i forvejen lange arbejdsdage taget i betragtning.

Hvad er konklusionen?

Det er naturligvis vigtigt at træne for at blive bedre. Selv de mest talentfulde personer skal arbejde for at blive rigtig gode, men 10.000 timers reglen er helt i skoven. Som min ven Rune for nyligt skrev til mig på baggrund af Lombardo og Deaner (2014) studiet nævnt ovenfor: ”Du kan træne dig hurtigere, men du kan ikke træne dig hurtig.”

Hårdt arbejde er ikke i sig selv nok, det kræver også talent, held og at en række omstændigheder falder på plads på det rette tidspunkt på kritiske tidspunkter i ens karriere. Det er et elendigt meme, men det er tættere på sandheden.

Det betyder ikke at man skal afskrive hårdt arbejde. Det betyder heller ikke at hvis man er høj, flot og velbegavet, så kan man bare læne sig tilbage og vente på, at succesen lander for fødderne af en. Men det betyder, at det er at stikke folk blår i øjnene, når man påstår, at de ved hårdt arbejde alene kan blive den allerbedste inden for et hvilket som helst felt. Dette er noget sludder uden videnskabelig opbakning.

At det kræver både talent og hårdt arbejde at blive rigtig god er der bred enighed om blandt rigtig mange forskere (Ackerman, 2014b; Competelli & Gobet, 2011; Georgiades et al., 2017; D. Z. Hambrick, Burgoyne, Macnamara, & Ullen, 2018; Tucker & Collins, 2012). Ud fra marginalafkastbetragtningen beskrevet ovenfor ville det derfor give rigtig god mening at arbejde hårdt med de talenter, man har.

Derudover er det værd at huske på at succes og top-performance i erhvervslivet i et stort omfang afhænger af det team, man sidder i, samt ens nærmeste leder. Er det et dårligt match, vil mere hårdt arbejde med al sandsynlighed lede til burnout og ikke excellence.

Så konklusionen er altså at hårdt arbejde er vigtigt, men ikke alt-afgørende og i særdeleshed ikke tilstrækkeligt.  Så skulle vi ikke prøve at droppe de svulstige, simplificerende slogans som ”Hard work is all it takes” og ”Perfektion tager 10.000 timers arbejde”? Det ville komme alle til gode, hvis vi alle begyndte at anerkende kompleksiteten i det arbejde, vi laver, fremfor at reducere den og komme med fjollede univariate forklaringsmodeller på komplekse problemstillinger.

NB: Hvis du har adgang til det videnskabelige tidsskrift Intelligence, så er der et spændende special issue om emnet i issue 45 fra 2014.

NB: freakonomics har en glimrende podcast om emnet. Det er episode 351 og den hedder ”Here’s why you’re not an elite athlete”

 

Med venlig hilsen

Leo Smith, Ph.D, Seniorkonsulent & Researcher

 

Referencer:

Ackerman, P. L. (2014a). Facts are stubborn things. Intelligence, 45, 104-106. doi:10.1016/j.intell.2014.01.002

Ackerman, P. L. (2014b). Nonsense, common sense, and science of expert performance: Talent and individual differences. Intelligence, 45, 6-17. doi:10.1016/j.intell.2013.04.009

Bryan, W. L., & Harter, N. (1899). Studies on the telegraphic language. The acquisition of a hierarchy of habits. Psychological Review, 6(4), 345-375.

Charness, N., Tuffiash, M., Krampe, R., Reingold, E., & Vasyukova, E. (2005). The role of deliberate practice in chess expertise. Applied Cognitive Psychology, 19(2), 151-165. doi:10.1002/acp.1106

Competelli, G., & Gobet, F. (2011). Deliberate Practice: Necessary but not sufficient. Current Directions in Psychological Science, 20(5), 280-285.

Detterman, D. K., Gabriel, L. T., & Ruthsatz, J. M. (1998). Absurd environmentalism. Behavioral and Brain Sciences, 21(3), 411-412. doi:10.1017/s0140525x98271238

Duckworth, A. L., Kirby, T. A., Tsukayama, E., Berstein, H., & Ericsson, K. A. (2011). Deliberate Practice Spells Success. Social Psychological and Personality Science, 2(2), 174-181. doi:10.1177/1948550610385872

Duffy, L. J., Baluch, B., & Ericsson, K. A. (2004). Dart performance as a function of facets of practice amongst professional and amateur men and women players. International Journal of Sport Psychology, 35, 232-245.

Edwards, A. L. (1953). The relationship between the judged desirability of a trait and the probalilty that the trait will be endorsed. Journal of Applied Psychology, 37(2), 90-93.

Ericsson, K. A., Krampe, R. T., & Tesch-Römer, C. (1993). The role of deliberate practice in the acquisition of expert performance. Psychological Review, 100(3), 363-406.

Ericsson, K. A., Prietula, M. J., & Cokely, E. T. (2007). The making of an expert. Harvard Business Review, July-August, 114-121.

Fletcher, J. M. (2009). Beauty vs. brains: Early labor market outcomes of high school graduates. Economics Letters, 105(3), 321-325. doi:10.1016/j.econlet.2009.09.006

Georgiades, E., Klissouras, V., Baulch, J., Wang, G., & Pitsiladis, Y. (2017). Why nature prevails over nurture in the making of the elite athlete. BMC Genomics, 18(Suppl 8), 835. doi:10.1186/s12864-017-4190-8

Gobet, F., & Campitelli, G. (2007). The role of domain-specific practice, handedness, and starting age in chess. Dev Psychol, 43(1), 159-172. doi:10.1037/0012-1649.43.1.159

Hambrick, D. Z., Burgoyne, A. P., Macnamara, B. N., & Ullen, F. (2018). Toward a multifactorial model of expertise: beyond born versus made. Ann N Y Acad Sci. doi:10.1111/nyas.13586

Hambrick, D. Z., Oswald, F. L., Altmann, E. M., Meinz, E. J., Gobet, F., & Campitelli, G. (2014). Deliberate practice: Is that all it takes to become an expert? Intelligence, 45, 34-45. doi:10.1016/j.intell.2013.04.001

Hambrick, D. Z., & Tucker-Drob, E. M. (2015). The genetics of musical accomplishment: Evidence for gene-environment correlation and interaction. Psychonomic Bulletin and Review, 22, 112-120.

Judge, T. A., Hurst, C., & Simon, L. S. (2009). Does it pay to be smart, attractive, or confident (or all three)? Relationships among general mental ability, physical attractiveness, core self-evaluations, and income. J Appl Psychol, 94(3), 742-755. doi:10.1037/a0015497

Kanazawa, S., & Still, M. C. (2017). Is There Really a Beauty Premium or an Ugliness Penalty on Earnings? Journal of Business and Psychology, 33(2), 249-262. doi:10.1007/s10869-017-9489-6

Lin, D., Lutter, R., & Ruhm, C. J. (2018). Cognitive performance and labour market outcomes. Labour Economics, 51, 121-135. doi:10.1016/j.labeco.2017.12.008

Lombardo, M. P., & Deaner, R. O. (2014). You can’t teach speed: sprinters falsify the deliberate practice model of expertise. PeerJ, 2, e445. doi:10.7717/peerj.445

Lopez-Leon, S., Tuvblad, C., & Forero, D. A. (2016). Sports genetics: the PPARA gene and athletes’ high ability in endurance sports. A systematic review and meta-analysis. Biol Sport, 33(1), 3-6. doi:10.5604/20831862.1180170

Macnamara, B. N., Hambrick, D. Z., & Oswald, F. L. (2014). Deliberate Practice and performance in music, games, education, and professions: A meta-analysis. Psychological Science, 25(8), 1608-1618.

Macnamara, B. N., Moreau, D., & Hambrick, D. Z. (2016). The Relationship Between Deliberate Practice and Performance in Sports: A Meta-Analysis. Perspect Psychol Sci, 11(3), 333-350. doi:10.1177/1745691616635591

Mujika, I., Vaeyens, R., Matthys, S. P., Santisteban, J., Goiriena, J., & Philippaerts, R. (2009). The relative age effect in a professional football club setting. J Sports Sci, 27(11), 1153-1158. doi:10.1080/02640410903220328

Ruthsatz, J., Ruthsatz, K., & Stephens, K. R. (2014). Putting practice into perspective: Child prodigies as evidence of innate talent. Intelligence, 45, 60-65. doi:10.1016/j.intell.2013.08.003

Schmidt, F. L., & Hunter, J. (2004). General mental ability in the world of work: occupational attainment and job performance. J Pers Soc Psychol, 86(1), 162-173. doi:10.1037/0022-3514.86.1.162

Tan, Y. T., McPherson, G. E., Peretz, I., Berkovic, S. F., & Wilson, S. J. (2014). The genetic basis of music ability. Front Psychol, 5, 658. doi:10.3389/fpsyg.2014.00658

Tucker, R., & Collins, M. (2012). What makes champions? A review of the relative contribution of genes and training to sporting success. British Journal of Sports Medicine, 46(8), 555-561. doi:10.1136/bjsports-2011-090548

Tyrrell, J., Jones, S. E., Beaumont, R., Astley, C. M., Lovell, R., Yaghootkar, H., . . . Frayling, T. M. (2016). Height, body mass index, and socioeconomic status: mendelian randomisation study in UK Biobank. BMJ, 352, i582. doi:10.1136/bmj.i582

 

[1]Dette er mit sammenkog af de definitioner K. Anders Ericsson har præsteret over de seneste 25 år baseret på et review af Hambrick og kollegaer (2018)

Tilbage til blog oversigten

Udtalelser fra glade kunder

"I DOVISTA ser vi ”selection” som en af vores væsentligste kompetencer, da vores evne til at vælge de rette personer til rette position er altafgørende for at sammensætte den optimale organisation.

I HR har vi indtil for kort tid siden baseret interviews på DiSC profiler, som er et udemærket samtaleværktøj, men samtidig været klar over at vi har manglet et decideret analyse og udviklingsværktøj.

Vi har derfor valgt at indgå i et samarbejde med Talents Unlimited om deres TT38 ”Talent-test”, der giver os nye og langt bedre muligheder for at sammensætte teams og organisation baseret på en reel test. Det giver os nogle muligheder vi ikke tidligere har haft. Det at vi har valgt selv at blive certificeret skyldes at vi ser værktøjet anvendt langt bredere end rekruttering alene, hvorfor vi gerne vil have det in-house, så vi kan arbejde mere agilt, ved selv at have kompetencen"

"I Canon har vi meget fokus på, at vi får ansat de korrekte profiler, der kan lykkes i vores meget konkurrenceudsatte branche. Vi har derfor i samarbejde med Talents Unlimited anvendt testen TT38 til at definere en succesprofil inden for salg, som viser, de talenter, som en sælger skal have for at kunne få succes i vores branche.

Vi kan se, at når vi er loyale overfor vores succesprofil, er vores succesrate højere i at få en sælger til at lykkes i jobbet. Dette er til stor gavn for såvel medarbejder og selskab.

Vi er nu gået skridtet videre, og vi har anvendt TT38 i forbindelse med teambuilding i vores salgsteam. Sælgerne og lederne har fået mere fokus på deres talenter, og hvordan de kan blive endnu bedre sælgere, samt hvordan salgsteamet spiller hinanden gode med de talenter, de hver især kommer med"

""

"Kenneth og hans team har lavet TT38 testen på alle i vores team. Det har været et øjenåbnende forløb for alle parter, hvor vi hver især har fået identificeret personlighed, værdier, menneskelige top-talenter og non-talenter - samt disses paradokser.

Jeg, såvel som medarbejdere, er efter de individuelle gennemgange nu gearet til at spotte de opgavetyper, vi hver især trives bedst med, så vi kan løse dem med mindst mulig energi og få højst muligt output.

Jeg føler virkelig, at vi har fået formet brikkerne og vi nu kan begynde at lægge puslespillet og skabe nogle endnu bedre teams, som forstår og supplerer hinandens talenter.

Det vil give os bedre bundlinje. Økonomisk såvel som socialt"

"Personlighedstests har det med at give et temmelig karikeret - og derfor begrænset brugbart - billede af et menneske. Sådan er TT38 ikke.

TT38 tegner en nuanceret profil, der bedre tager højde for de ofte meget modsatrettede kvaliteter, vi hver især besidder. Konklusionerne begrænses ikke til "blå personlighed med lidt grøn, så derfor er du sådan", men bygges på data om en lang række personlige træk og tager højde for samspillet imellem dem. Det hele præsenteres på en forholdsvis overskuelig måde og suppleres af kyndig udspørgen og tolkning fra Kenneth og Leos side, så de sidste nuancer kommer med.

De varmeste anbefalinger herfra til både rekruttering, effektivisering og ren og skær nysgerrighed."

1 / 5
Tilmeld nyhedsbrevet